Karl Ove Hufthammer:
Eg skreiv ingenting om mens/medan, komma/koma eller difor/derfor. Eg endra heller ikkje mislukka til mislykka. Men viss me (dvs. de) absolutt vil ha mislukka, bør me vel endra oppføringa skyva/skuva til skuva/skyva?
Elles er det òg ein ting som er verdt å merka seg *om* me skulle standardisera på «difor» (sjølv brukar og føretrekker eg som sagt «derfor»): Me må då endra formene «dessverre» og «dess». Språkrådet skriv:
Kva gjer vi der det er etymologisk samband mellom ord på tvers av tyding og funksjon? Det kjem an på kva ord det er tale om. Skriv ein difor, bør ein òg skrive diverre (ikkje dessverre) og di (ikkje dess) framføre komparativ i saman- likningar som di fleire kokkar, di meir søl). Her kan vi jamne ut med raudpenn eller blyant. Derimot bør vi ikkje krevje at forfattaren anten kombinerer kvifor med difor eller korfor med derfor (vi kan eventuelt rå til utjamning), for her er avstanden i tyding, funksjon og ordstoff større.